Paradise

Tiden er bare rindet ud mellem små sprækket, der syntes at komme overalt. Jeg har været fraværende fra bloggen. Snart er det en måned siden jeg har blogget. Utroligt lang tid siden. Jeg har bare glemt lidt om det hele. Brugt mine hverdage og weekender på at høre Paradise og Radioactive imens jeg har tegnet og tegnet og tegnet. Lana har siddet i ørerne på vej til skole, og Jenny Owen når jeg skulle fordybe mig i den ene aflevering efter den anden. Jeg føler mig ikke trist. Slet ikke. Jeg er glad. Glad fordi solens stråler er begyndt at titte frem. Jeg føler bare at tiden forsvinder inden jeg får set mig om. Jeg har så mange ting at se efter. Lektier, veninder, karakterer, mine tegninger, motion. Bloggen har ligget bagerst i skuffen. Men nu er den hevet frem igen, og jeg glæder mig helt til at blogge igen.
Måske mest fordi jeg føler mig, som en ny person? Jeg føler mig, som et paradis. Jeg føler at jeg er alting, at jeg kan alt. Lyder lidt egoistisk, men det er altså bare en vidunderlig følelse.