Første tegn på jul

Denne pose holdt trofast min hånd igennem Netto. Endelig kom de på markedet igen. Disse dejlige honningkager, der smager af jul, er min favorit småkage. For mig er de som et tegn på at julen snart er på vej. Hvert år, i starten af november trækker jeg altid min mor ned i det lokale supermarked, og tigger hende om en enkel pose. Hendes svar er ofte "Pauline, det er slet ikke jul endnu. Om et par uger, kan vo købe en pose". Men idag var hun altså særlig sød.
Disse små vidundere hjalp mig igennem min depression, og selvom den var blevet værre efter resultaterne af One Direction-videokonurrencen (jeg gik ikke videre.), så er den alligevel heller ikke så slem endnu. Et par dage til med disse små hjælpere, og jeg bliver mit eget glade jeg igen.
Har I også en yndlings julesnack?

And then there was the rain...

  
   Jeg orkede ikke skolen i dag. Jeg blev hjemme. Jeg var alligevel også forkølet og den slags. Regnen hjalp dog alligevel ikke på den triste stemningder efterhånden er overalt. Jeg er ked af dette korte indlæg. Jeg orker bare ikke at gøre det længere.

   
Nogle gange er man bare så satans træt indeni. Undskyld mit sprog, men faktisk orker jeg ikke at finde de helt rigtige ord til dette indlæg. Jeg orker ingenting. Jeg bruger weekenden på GossipGirl, Sims, Friends og TheVampireDiaries. Jeg har problemer med at falde i søvn. Jeg lægger til langt ud på natten i min seng. Jeg tænker ikke, jeg taler ikke. Jeg ligger bare og kigger ud i mit mørke værelse. Jeg er bare så træt. Træt af de routiner jeg er havnet i, skønt de kun lige er begyndt igen. Jeg har intet at glæde mig til. Intet at se frem til. Jeg længtes bare åh så meget efter noget nyt og spændende. Noget der kan løsrive mig fra mine dårlige vaner. Noget der kan live mig op. Give mig et smil på læberne. Jeg spekulerer på om jeg lider af depression, for jeg føler mig nemlig også så stresset. Men det slår jeg hen igen, for jeg er ellers et meget positivt menneske. Hvad sker der dog med mig?

Dark, dark autumm

En dejlig forfriskende gåtur i efterårets halvmørke vækkede mig endelig fra jetlag. Med mit kamera knuget til mig, og mine nye, bløde læderstøvler til at varme mine fødder gik jeg der, travende der i halvmørket. Trak den friske luft dybt ned i mine lunger, og faktisk nød jeg at jeg var tilbage til Danmark. Jeg nød at være tilbage i en lille provinsby. Det var nemlig dejlig endelig at være fri for alt det der turisthalløj, der findes i amerikanske storbyer. Regnen dryppede lidt i håret, og vinden tog lidt i træerne, men det gjorde ikke spor. Små kastanjer lå pænt til rette langs stien da jeg tog derfra. Fuglene hakkede i jorden efter den sidste mad. Havelys oplyste mørket, med et gulligt lys. Om lidt skal jeg drikke kakao med min familie, lave de lektier jeg skal have indhentet på grund af fravær. Men lige nu er de gemt ind bagerst i mit hoved, i den aller nederste skuffe. Jeg trækker dem nok først frem søndag aften. Indtil da vil jeg nyde det friske og smukke efterår, og gå nogle lange ture. Ikke helt dårligt.
Hvad vil I bruge resten af jeres ferie på?

Hjemme

         Hjemme i Danmark igen. Hjemme til routinerne. Hjemme til hverdagen. Hjemme til at se Felix.

Når jeg siger Felix, tænker I vel alle en bestemt tanke. Ham, der i går sprang ud fra 39 km. Højde. Jeg er ikke interesseret i faldskærmsudspring eller noget, men jeg kunne alligevel ikke undgå at tænke på, hvor fri han er. Eller nærmere hvor frie VI er. Vi er mennesker. Mennesker, der igennem hele vores liv har opvokset med videnskab, og "just follow your heart@. Vi kan bare alt. Og vi har kontrollen over dét eller dén, som skabte os. Jeg ved ikke om jeg kan uddybe mig mere, men det var bare en tanke der har plaget mig hele dagen i dag. Måske forstår I mig ikke, og jeg kender heller ikke formålet med dette indlæg. Men det var jo kun en tanke, så lad os nu bare råbe hurra for ham Felix, og håbe at den kontrollerende frihed en dag når os.

Washington DC

Jeg er nu havnet i Washington DC. Og jeg er målløs. Aldrig har jeg set sådan en smuk by. Fuld af monomenter og museer. Den har den her helt fantastiske stemning, og den er så hyggelig. Jeg har udført mange bedrifter i byen - helt bestemt. Om lidt kører jeg så til Florida og så står den ellers på afslapning.

New York

Jeg har nu sat mine fodspor i New York. En dejlig travl by. Super fantastisk i parken. Det hele var nærmest som at gå rundt i en filmkulisse, men det er måske bare fordi jeg er filmelsker. Jeg har spadseret op af 5th avenue, set en filmoptagelse, og meget mere som bestemt vil sidde i mig resten af livet. Men nu skal jeg videre. Washington venter.