Gabriele

 

 

Jeg har i snart tre år haft en skrivemaskine. Og jeg har brugt den flittigt. Jeg har altid elsket at sidde ved tastaturet og trykke ekstra hårdt på tasterne for at blækken skulle komme ud. Jeg får så mange ideer til digte, citater, breve og noveller, når jeg sidder dér.
For noget tid siden gik min elskede skrivemaskine i stykker, og forleden arvede jeg dette vidunder.
Gabriele, kalder jeg hende. Hun står på mit skrivebord, og skinner. Jeg elskede min gamle skrivemaskine, men alligevel er Gabriele noget helt specielt. Mine fingrer citrer af spændning efter danse over tastaturet, rette på farvebåndet, og skrive breve til Sofia.
 Jeg tror ikke at jeg før har nævnt, at jeg altid har holdt af at skrive. Måske jeg en dag skulle blive forfatter?
Er der nogle af jer, der har en skrivemaskine, og hvilket mærke? Som I kan se er min af mærket Adler og modellen Gabriele 25.

That little window

Mit vindue hænger over min seng. Det er stjernerne jeg ser når jeg falder i søvn, det er solen jeg ser når jeg vågner. Mine blonde-gardiner har hængt der i evigheder, og udsmykker det lille vindue. Indimellem, sætter jeg mig på min sofa, og kigger ud. Jeg betragter, sådan som årstiderne skifter. Sådan som vinteren gør det hele eventyrligt, og sådan som sommeren gør det hele magisk.
Jeg tænker på dengang, jeg kun var en lille pige, og drømte mig til bedre dage.
Der ligger så mange minder gemt i dét vindue. Glade minder, såvel som dårlige minder. De gange jeg har haft en tåre trillende ned af kinden når jeg kiggede ud, og de gange hvor jeg har haft et smil på læben.
Det hele ligger så ligetil. Det er bare dér, mit vindue. Kalder på dagdrømme, kalder på mig. Kalder på at jeg skal sætte mig, og kigge ud i en magisk trance-tilstand.
Hm, ja. Det vil altid være mit lille vindue.

Ti vidunderlige lyde

 

Et - Titelsangen for "friends".
To - Lyden af bølger, der slår mod sten.
Tre - Lyden af en latter.
Fire - Lyden af en kat, der spinder.
Fem - Lyden af vinden, der blæser.
Seks - Lyden af et lille barns lyse stemme.
Syv - Lyden af Paradise, Coldplay.
Otte - Lyden, der kommer når fingrene skriver på tastaturet.
Ni -Lyden af knitrende ild.
Ti - Lyden af gaver, der bliver pakket op.

Paradise

Tiden er bare rindet ud mellem små sprækket, der syntes at komme overalt. Jeg har været fraværende fra bloggen. Snart er det en måned siden jeg har blogget. Utroligt lang tid siden. Jeg har bare glemt lidt om det hele. Brugt mine hverdage og weekender på at høre Paradise og Radioactive imens jeg har tegnet og tegnet og tegnet. Lana har siddet i ørerne på vej til skole, og Jenny Owen når jeg skulle fordybe mig i den ene aflevering efter den anden. Jeg føler mig ikke trist. Slet ikke. Jeg er glad. Glad fordi solens stråler er begyndt at titte frem. Jeg føler bare at tiden forsvinder inden jeg får set mig om. Jeg har så mange ting at se efter. Lektier, veninder, karakterer, mine tegninger, motion. Bloggen har ligget bagerst i skuffen. Men nu er den hevet frem igen, og jeg glæder mig helt til at blogge igen.
Måske mest fordi jeg føler mig, som en ny person? Jeg føler mig, som et paradis. Jeg føler at jeg er alting, at jeg kan alt. Lyder lidt egoistisk, men det er altså bare en vidunderlig følelse.