See ya' soon!

Efter at have læst utallige rejsebøger og grublet over om jeg har pakket rigtigt, tror jeg at jeg er klar. Klar til at tage ud på mit livs eventyr! Klar til at udforske verden! For i morgen flyver jeg til New York for derefter at køre til Florida med mellemstop i Washington D.C. Jeg er ikke sikker på om jeg kan blogge imens jeg er afsted. Jeg gider ikke tidsstillede indlæg, for min blog hedder "Midt i nuet" og derfor blogger jeg lige fra øjeblikket. Men jeg regner dog med at blogge under ferien. Ih, jeg glæder mig!

Jeg er tilbage D. 12. Oktober!

Biologi

 

Idag, i biologi, skulle vi se på fugle og pattedyr. Vi sukkede alle sammen, for det havde regnet og der var sjaskvådt. Men så snart jeg var komme tud i skoven tav jeg med brokkeriet. Et par fugle sang (vist nok musvåger) og gule og grønne blade sad i trætopperne. Morgensolen skinnede noget så fantastisk. Det var den bedste biologi time jeg længe havde haft, selvom jeg dog ikke fik set så mange fugle og mine fødder blev plaskvåde.

Det hele var bare så stille, og smukt. Beklageligvis er det vel noget af den sidste grønne natur, vi får at se i år. Der var allerede en del gule og røde blade på træerne. Cathrine (hende på billedet) og jeg gik bare der, og kunne ikke lade være med at smile. Ih, det var så hyggeligt!

Efterår

Det er nu blevet efterår. De dejlige eftermiddage ude i græsset, og isspisningen er nu ovre. Istedet bliver hyggen rykket ind i sofaen, hvor det eftermiddag efter eftermiddag står på fjernsyn og the.
Jeg er lidt trist over det grå vejr, og jeg savner de lange dage i solen mere end noget andet. Men måske skal vi bare ligge de varme sommerminder bag os. Forberede på at det nu er efterår. Fokusere på de gode ting ved efteråret, som den smukke natur, og undskyldningen for at være inde døre hele dagen.
Jeg selv glæder mig til at træerne får orange blade, og mens det regner kan jeg jo bare sidde med min thekop i sofaen, med lidt godter til.

Mit eget lille sted

Har I ikke et drømmeland? Et sted hvor det hele bare falder på plads? Et sted, hvor I ikke skal tænke på lektier, uvenskaber og andre triste hverdagsting. Sådan et har jeg. Det er godt nok en hule i et træ, som min far byggede til mig for mange år siden, men jeg holder af den. Hvis jeg er trist, eller bare gerne vil være alene, så kravler jeg derop. Det beroliger mig at være omgivet af træer og blade. Bare at sidde der og høre vinden tage fat. Det er lykken.