And then the fall past by

Nu er efteråret officietl forbi. Ih, jeg har gået så mange fantastiske ture igennem skoven! Det er lidt trist at der er helt år til, at vi igen skal se de flotte farver pynte naturen. Men tilgengæld kommer december lige om hjørnet. Jeg er allerede i fuld gang med julegaver og det hele. Jeg håber også snart at sneen kommer. Og gør julen hvid. December er min yndlings måned. På det punkt er jeg pænt barnlig med julekalender og nisselandskab. - Men jeg er er julemennesker.
November har været en god måned. Jeg har haft rigtig mange minder væltende tilbage til mig. Min onkel døde nemlig for et år siden. Af en pludselig hjerne blødning. To timer efter var han død, og lægerne kunne ikke gøre noget. Han var et af de bedste mennesker. Han var organdonor. Hjalp andre mennesker, som han havde gjort hele livet, i sin død. Jeg savner ham, men det er først nu at det virkelig kommer tilbage til mig. Det er først nu at jeg jeg tager mit gamle dukkehus ned fra skabet - det dukkehus som min onkel helt selv havde lavet - og puster støven af.
Men måske skal man bare acceptere døden. For den kommer og går som den passer.
Imorgen kunne det bliver mig eller dig - hvem ved?

Min weekend

Den sidste tid har været vidunderlig! Normalt plejer mine weekender af forløbe nærmest i trance. - Gossip Girl, The Vampire Diaries og Friends plejer at holde mig med selskab. Denne weekend skilte sig ud. Fredag havde jeg den sjoveste tid på biblioteket med Cathrine, Peter, Christian og Rikke. Lørdag beskæftigede jeg mig med gåture i det friske efterår (selvom det snart er vinter), og om aftenen - Breaking Dawn part II. Og gud hvor var den god. Jeg kan huske dengang jeg var inde og se den første film af dem alle. Det er nu fem år siden. Denne her var den bedste af dem alle sammen. Jeg fik grint, grædt. En masse følelser vældede op i mig. Søndag fik jeg hovedrengjort på mit værelse. Alle ting er der styr på. Jeg fik lavet alle mine lektier - også dem, der først er til om to uger! Alle mine mapper på alle mine computere kom i orden. Jeg fik ryddet ud i mit skab og mit makeup.
Under hele weekenden har jeg talt med fantastiske mennesker, og hygget mig med min familie. Især Amanda, min gode ven, skiller sig ud. Hun har virkelig fået mig til at grine.
- Jeg føler mig faktisk ny igen. Endelig kan jeg måske være mit gamle jeg. Jeg er igen et ordensmenneske og en perfektionist og måske bliver jeg igen til stræber. Alting er bare godt lige nu. Jeg håber bare at det bliver ved sådan.
- Forresten har jeg fået en "lærling". Det er Louisa på 10 år. Hun vil rigtig gerne oprette sin egen blog, og derfor  hjælper jeg hende igang. Jeg synes det er sødt og rørende at der er en der specifikt spørger mig om hjælp. Det er jeg utrolig taknemmelig for! Tusinde tak, Louisa! Jeg er sikker på at hun en dag får en vidunderlig blog!
Hvordan gik det med jeres weekend?

I can feel the storm, it's coming along

Nattetanker

 

Jeg har i lidt over et år lidt af nogle søvnproblemer. Jeg hader dem. Jeg hader at det går udover min skolegang og mit humør.
Lige meget hvad jeg prøver kan jeg ikke falde i søvn. Jeg ligger og vender og drejer mig. Jeg bruger alt for mange penge på beroligende olier og dufte, der får dig til at slappe af. Jeg følger råd om at der skal være helt sort på værelset, så synet ikke bliver forstyrret. Jeg øver meditationsøvelser, og fokuserer på mit åndedrat. Men alligevel ender jeg med at ligge der i min dejlige seng. Time efer time. Og vente på søvnen. Vente på at mine øjne lukkes, og mine tanker bliver tomme. Jeg venter på at drømmmelandet skal hente mig. Jeg venter på at blive en del af det tomme rum, der er når man sover. Men jeg tror jeg har alt for mange tanker. Jeg tænker meget.
Forresten har jeg brugt timer på en ny header. Synes at bloggen trængte til en ny.
Kan I lide den nye header?
Nogle af jer der også har/havde søvnproblemer?
Hvis ja, hvordan kom/kommer I så over dem?

New week, new beginning.

Jeg fik en god ny start, på en ny uge. Jeg vågnede og opdagede at frosten havde lagt sig, og flere træer var blevet "nøgne".  Jeg pakkede mine hænder ind i luffer, og mine ører ind i en dejlig stor, vamset hue.  Vinteren er på vej, og je gkan kun glæde mig til de hvide dage. En del af mig glæder mig til de juleoppyntede vinduer og juletræer. Det er så hyggeligt. En lille fin snemand har allerede taget plads i min vinduesplads. Den fik jeg foræret af min gode ven Simon.
Jeg har haft de bedste mennesker omkring mig, og måske bliver det hele alligevel godt til sidst? Ihvertfald har jeg grint en del idag. Det var dejligt endelig at være glad helt indeni.
Hvordan har I det fortiden?

Ondskabens Hotel

 

 

Her på det sidste har intet kunne skræmme mig. Jeg ikke lade tmig skræmme af det mindste. Jeg plejede altid at hade gysere. Jeg afskyede dem, for jeg blev nemlig altid så bange. Men nu er det omvendt. Jeg vil gerne skræmmes. Jeg vil gerne have at noget trænger dybt, dybt ind i mig, og jeg går i trance af skræk. Jeg vil kende mine grænser og min frygt. Men jeg bliver aldrig skræmt. Jeg har ingen grænser, og ingen frygt. Jeg opbygget en mur foran mig, og intet kan trænge igennem. "Ondskabens hotel" læser jeg lige nu, fra stearinlysets skær i mørket. Jeg prøver det mest uhyggelige, men det interesserer mig ikke. Jeg griner åndssvagt af de splatteragtige hændelser, for alle ved jo at man ikke kan save en arm af, og stadig leve videre. Man dør af blodtab. Men inderst inde ved jeg jo godt at jeg har grænser. Grænser der meget nemt bliver overtrådt. Lige nu kan jeg måske ikke finde dem, men jeg vil blive ved indtil jeg finder dem. Om jeg så får mit livs største chok. Indtil videre læser jeg fortsat i mørket hver aften. Måske finder jeg en skønne dag mine egne grænser for gys.
Nogle af jer, der har læst "Ondskabens hotel"?

A Sunday full of memories

Sofia. Hun er den her helt fantastiske pige. Min bedste veninde. Når jeg er sammen med hende, giver alting mening, og på en mystisk måde lappe hun mine sår, som jeg selv troede aldrig ville hele. Hun får mig altid til at grine, og vi finde på de skøreste ting sammen. Jeg elsker de dage vi er sammen. Jeg elsker dem. I dag var ikke en undtagelse. Vi har så mange dejlige minde sammen. Fra da vi var helt små, og vi lå på stranden på Mallorca, eller dykkede efter fisk på stranden. Eller dengang hvor vi sejlede alt for langt ud på havet i en vandcykel. Vi har altid kendt hinanden. Vi kender hinanden. Ud og ind. Men vi ses næsten aldrig. 3-4 gange om året mødes vi og tilbringer dagen sammen. Vi bor nemlig såååååååååå langt fra hinanden, og det tager flere timer når vi skal den ene eller den anden vej. Siden jeg var syv år  gammel, har hun været min penneven. Siden jeg var syv år gammel har jeg skrevet et brev hver eneste dag, om alt mellem himmel og jord. Idag skriver jeg stadig. Det er en del af min hverdag. Det er en slags dagbog. Jeg hører også om hendes liv og hendes hverdag og på den måde føles det som om at vi sidder lige ved siden af hinanden. Sofia. Hun er den bedste person jeg kender.
Har I det på samme måde med en person?

One Direction

 

Endelig fandt jeg et lys i mørket. Noget at sætte mit mål efter. Noget at se frem på. Noget der lyser min triste grå hverdag op. One Direction. Jeg kan ikke vente. En gang i Maj, skal det ske. Der er åh så længe til. Længere end jeg kan vente! Jeg har både billetter til Forum og Boxen i Herning. Jeg står ligesom splittet imellem valget, men heldigvis skal jeg ikke træffe den beslutning endnu. Indtil videre kan jeg bare glæde mig over, at jeg har sikret mig to gode pladser, sammen med nogle fantastiske veninder, til to koncerter. Jeg glæde rmig til at skråle med på sangene, og skrige når Liam ligger armen omkring mig, når jeg skal have taget et billede. Og alt dette skal jeg opleve med tre søde piger. Amanda, Katrine og Sarah. De har alle tre været der for mig den sidste tid, og støttet mig igennem den mørke stund. Nu hopper jeg og danser jeg af glæde, ligesom enhver anden Directioner sikkert gør lige nu.
Er der andre der har fået billetter til One Direction koncerten?

 

Copenhagen, Copenhagen

Jeg besluttede mig fredag aften, at hvis jeg nogensinde skulle få den mindste chance for at komme ud af min trance, så måtte jeg tage mig samme. Ikke nogle weekender hvor jeg hænger på sofaen. Jeg mått kæmpe. Jeg mått kæmpe imod den forfærdelige person jeg var blevet. Jeg måtte finde mit gamle jeg, og holder godt fast i det.
København var et oplagt valg. Siden jeg var helt lille, har jeg altid nydt at spankulere ned af Strøget, og jeg har altid elsket stemningen der altid er ved store gamle byer. Jeg har for det meste bare spadseret vidt omkring, og endt i nogle gyder, for jeg var mest i eventyrhumøret. Jeg har været oppe i rundetårn, og set ud over den smukke by. Jeg har fået et par fine sko, ved en lille ensom skobutik. Jeg faldt for den allerede ved første blik. Jeg har fået mig en stor fin plakat af verden, som hænger over min seng. Jeg elsker eventyr, så når jeg vågner hver morgen ser jeg på det store kort, i det øjeblik jeg slår øjnene op. Det minde rmig om, at hver dag er et eventyr, og er værd at nyde. Jeg har også været et smut forbi den lille men vidunderlige thebutik - A.C.Perchs! Åh den er skøn. Dens gamle charme blomstrer op, og sætte prikken over i'et på den hyggelige stemning. Især deres 'eventyrthe' er jeg faldet for. Den smager så magisk - af festøv!
Så har jeg et par gange været inde på den lille, specielle café, Dan Turéll.
Alt i alt har min weekend været god, og jeg er ved at finde mit gamle jeg. Jeg holder mig beskæftiget hele tiden, og giver ikke mig selv lov til at tænke på den. Det har hjulpet indtil videre.
Hvad har I lavet i weekenden?

I feel like my life is falling apart

  
Det er blevet værre. Værre end nogensinde før. Det er som om jeg er fanget et sted, og ikke kan finde ud igen. Som om at jeg venter på lys, men samtidig ved at der ikke kommer noget. Alt er bare lort, og alle puslespilsbrikkerne falder fra hinanden. Nogle af mine bedste venner vender mig ryggen. Men det er sikkert også fortjent. Jeg har det ikke helt godt med min familie fortiden. Men det er sikkert også fortjent. Jeg føler at jeg er helt alene i verden. Jeg føler at der er ingen til at lægge armene omkring mig og fortælle mig at det hele nok skal gå. Jeg hader at græde mig i søvn hver aften. Jeg får ikke lavet mine lektier. Jeg glemmer dem. Jeg kæmper for at klare mig igennem hver eneste dag, og jeg håber at den næste bliver bedre. Men det gør den ikke. Alt det her lort, bliver værre og værre. Efterhånden ved jeg ikke hvem jeg selv er. Jeg er ikke mit gamle jeg. Jeg er ikke noget 'jeg'. Jeg føler mig bare som en tom skal, der kun har negative følelser. Jeg kan ikke sætte tal på alle de gange, i løbet af en dag, hvor min verden bare braser sammen, og jeg bliver så ked af det at mit hjerte vibrerer. Men det værste af det hele er at det nok er mig. Mine venner give små hints til at jeg er tarvelig og uudholdelig, og det får mig til at tvivle på om jeg overhovedet har nogle venner. For jeg har jo ingen som er der for mig, når jeg allermest har brug for det. Men de har nok ret. For måske er jeg tarvelig og uudholdelig, jeg kan jo ikke engang holde mig selv ud. Åh, jeg har det bare så forfærdeligt.