A Sunday full of memories

Sofia. Hun er den her helt fantastiske pige. Min bedste veninde. Når jeg er sammen med hende, giver alting mening, og på en mystisk måde lappe hun mine sår, som jeg selv troede aldrig ville hele. Hun får mig altid til at grine, og vi finde på de skøreste ting sammen. Jeg elsker de dage vi er sammen. Jeg elsker dem. I dag var ikke en undtagelse. Vi har så mange dejlige minde sammen. Fra da vi var helt små, og vi lå på stranden på Mallorca, eller dykkede efter fisk på stranden. Eller dengang hvor vi sejlede alt for langt ud på havet i en vandcykel. Vi har altid kendt hinanden. Vi kender hinanden. Ud og ind. Men vi ses næsten aldrig. 3-4 gange om året mødes vi og tilbringer dagen sammen. Vi bor nemlig såååååååååå langt fra hinanden, og det tager flere timer når vi skal den ene eller den anden vej. Siden jeg var syv år  gammel, har hun været min penneven. Siden jeg var syv år gammel har jeg skrevet et brev hver eneste dag, om alt mellem himmel og jord. Idag skriver jeg stadig. Det er en del af min hverdag. Det er en slags dagbog. Jeg hører også om hendes liv og hendes hverdag og på den måde føles det som om at vi sidder lige ved siden af hinanden. Sofia. Hun er den bedste person jeg kender.
Har I det på samme måde med en person?