Det er blevet værre. Værre end nogensinde før. Det er som om jeg er fanget et sted, og ikke kan finde ud igen. Som om at jeg venter på lys, men samtidig ved at der ikke kommer noget. Alt er bare lort, og alle puslespilsbrikkerne falder fra hinanden. Nogle af mine bedste venner vender mig ryggen. Men det er sikkert også fortjent. Jeg har det ikke helt godt med min familie fortiden. Men det er sikkert også fortjent. Jeg føler at jeg er helt alene i verden. Jeg føler at der er ingen til at lægge armene omkring mig og fortælle mig at det hele nok skal gå. Jeg hader at græde mig i søvn hver aften. Jeg får ikke lavet mine lektier. Jeg glemmer dem. Jeg kæmper for at klare mig igennem hver eneste dag, og jeg håber at den næste bliver bedre. Men det gør den ikke. Alt det her lort, bliver værre og værre. Efterhånden ved jeg ikke hvem jeg selv er. Jeg er ikke mit gamle jeg. Jeg er ikke noget 'jeg'. Jeg føler mig bare som en tom skal, der kun har negative følelser. Jeg kan ikke sætte tal på alle de gange, i løbet af en dag, hvor min verden bare braser sammen, og jeg bliver så ked af det at mit hjerte vibrerer. Men det værste af det hele er at det nok er mig. Mine venner give små hints til at jeg er tarvelig og uudholdelig, og det får mig til at tvivle på om jeg overhovedet har nogle venner. For jeg har jo ingen som er der for mig, når jeg allermest har brug for det. Men de har nok ret. For måske er jeg tarvelig og uudholdelig, jeg kan jo ikke engang holde mig selv ud. Åh, jeg har det bare så forfærdeligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar