Her på det sidste har intet kunne skræmme mig. Jeg ikke lade tmig skræmme af det mindste. Jeg plejede altid at hade gysere. Jeg afskyede dem, for jeg blev nemlig altid så bange. Men nu er det omvendt. Jeg vil gerne skræmmes. Jeg vil gerne have at noget trænger dybt, dybt ind i mig, og jeg går i trance af skræk. Jeg vil kende mine grænser og min frygt. Men jeg bliver aldrig skræmt. Jeg har ingen grænser, og ingen frygt. Jeg opbygget en mur foran mig, og intet kan trænge igennem. "Ondskabens hotel" læser jeg lige nu, fra stearinlysets skær i mørket. Jeg prøver det mest uhyggelige, men det interesserer mig ikke. Jeg griner åndssvagt af de splatteragtige hændelser, for alle ved jo at man ikke kan save en arm af, og stadig leve videre. Man dør af blodtab. Men inderst inde ved jeg jo godt at jeg har grænser. Grænser der meget nemt bliver overtrådt. Lige nu kan jeg måske ikke finde dem, men jeg vil blive ved indtil jeg finder dem. Om jeg så får mit livs største chok. Indtil videre læser jeg fortsat i mørket hver aften. Måske finder jeg en skønne dag mine egne grænser for gys.
Nogle af jer, der har læst "Ondskabens hotel"?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar